Mens de nationale brancheforeninger råber op for at få IT og programmering ind i skolen, så er flere skoler i Trekantsområdet allerede i gang med at lære børnene at bygge og programmere robotter.

I første omgang får cirka 500 af områdets SFO-børn mulighed for at bygge deres egen robot og programmere den til at gøre det, de ønsker.

Det sker som en del af et projekt, der gennemføres af Kolding-virksomheden App Academy. Projektleder Kristian Langborg-Hansen fortæller: ”Med projektet vil vi gøre børnene til digitale skabere i stedet for blot forbrugere af apps, spil og videoer på YouTube.”

Projektet skal også ruste børnene til en fremtid, hvor computere og robotter vil fylde meget. ”Vi vil gerne vise børnene, at en robot er noget, som de kan styre, og som de bestemmer hvad kan gøre. Det er dem, der bestemmer over robotten – ikke omvendt,” fortsætter Kristian Langborg-Hansen.

Det er ikke tilfældigt, at projektet retter sig mod børn i 2. og 3. klasse. I den alder er børnene stadig meget åbne over for nye muligheder, og projektet handler også om at vise dem, at IT og programmering hverken er svært eller magisk, og at det kan være en spændende karrierevej, når de som unge skal vælge deres uddannelse.

Projektet er gjort muligt via en donation fra Tre-Fors værdipulje. Som en del af projektet får de deltagende SFO’er lov at beholde nogle robotter, som børnene kan bygge videre med, når projektet er afsluttet, og som kommende årgange også kan få glæde af.

De deltagende institutioner er Skovtrolden Vejle, SFO Højmarksskolen Holsted, SFO Fristedet Brørup, Bramdrup SFO Kolding, Skodborg SFO, Bække SFO, Østre SFO Middelfart, Jels SFO, Grønvangskolens SFO Vejen, Stepping Friskole SFO, Brørupskolens SFO, Lillebæltskolens SFO Middelfart og Strib Skoles SFO.

Presseinformation

Kontakt: Projektleder Kristian Langborg-Hansen, 51 922 722, kd.ymedacappanull@hlk

Besøg i SFO’erne er muligt. Tal med børnene, og lav nogle gode billeder med glade og kreative børn. Kontakt os for at aftale tid og sted.