Pressemeddelelse:

Programmering er endnu ikke kommet på skoleskemaet, men nu kan børn og voksne tage sagen i egen hånd. Med bogen Lær at lave computerspil kan børn lære at programmere, og deres forældre kan lære, hvordan de hjælper børnene med det.

Børn skal lære at programmere, fordi de skal kunne styre de robotter og computere, der kommer til at omgive dem i fremtiden – i stedet for at blive styret af dem.

Programmering som et puslespil

Når børn laver computerspil, bruger de andre teknikker end de voksne. I bogen Lær at lave computerspil bruges programmeringssproget Scratch, hvor børnene laver spil ved at sætte brikker sammen som i et puslespil.

På den måde lærer børnene tankegangen bag programmering uden besværet med et kryptisk programmeringssprog baseret på engelsk.

En kær – og sej – hund

Det er sjovt at programmere, og det skal også være sjovt at lære det.

Derfor er bogen Lær at lave computerspil opbygget som en tegneserie, og pladsen bruges på at illustrere, hvordan tingene skal gøres og ikke på lange tekster.

Den gennemgående figur er maskotten CodeDog. Det er en hund, som følger læseren gennem bogen. Bogens forfatter, Bo Kalvslund, fortæller: ”Vi vil gerne skabe en figur, der både kan være sej i action-prægede spil, og vise omsorg og pleje i en anden type spil. Vi mener ikke, at programmering er noget, som kun er for piger eller drenge, og vi laver spillene i bogen, så der er noget for enhver smag”.

CodeDog kommer da også ud for mange forskellige ting i de tre computerspil, bogen gennemgår.

For de voksne

Udover at lære at lave computerspil kan man også lære meget andet om computere ved at læse bogen. Den indeholder også nogle sider, der er tiltænkt de større børn eller forældrene, hvor der bliver gået i dybden med tekniske emner.

Forfatter Bo Kalvslund siger: ”Vi ved, at mange forældre gerne vil lære deres børn om IT, men har svært ved at finde ud af hvordan. Bogen skal også være en hjælp til de forældre.”

Udkommer til 1. oktober

Bogen udkommer 1. oktober. Den er på 150 sider, og den vejledende pris er 149 kr.

 

Om forfatteren

Bogen Lær at lave computerspil er skrevet af Bo Kalvslund. Bo Kalvslund er desuden forfatter til flere digitale bøger og har udviklet adskillige mobilapps. Til daglig underviser han børn og voksne i programmering.

Om forlaget

Bogen Lær at lave computerspil udgives af App Academy. App Academy holder kurser for lærere og pædagoger, som gerne vil anvende programmering i undervisningen.

Pressekontakt

Redaktør Kristian Langborg-Hansen
E-mail: kd.ymedacappanull@hlk
Tlf.: 51 922 722

Både forfatter og redaktør står til rådighed for interviews o.l.
Yderligere oplysninger kan ses på: http://appacademy.dk/produkt/laer-at-lave-computerspil/

Bilag

BoKalvslund.jpg – Billede af bogens forfatter Bo Kalvslund

LærAtLaveComputerspil.png – Bogens forside

Scratch.png – Eksempel på et af bogens spil

Denne pressemeddelelse i PDF-format

Denne pressemddelelse i Word-format