Koderekord: En million deltog i EU Code Week 2016

posted in: Nyheder | 0

Når den femte udgave af EU Code Week løber af stablen i oktober 2017, er det med en særlig forbedring for danske skoleelever.

Næsten en million mennesker (970.000) deltog i et af de 23.000 arrangementer i EU Code Week 2016. Det var 70% flere deltagere end i 2015. Næsten halvdelen (46%) af deltagerne var piger og kvinder, og gennemsnitsalderen var 11 år.

Andrus Ansip, Vicepræsident for Digital Single Market, udtaler: ”Jeg er glad for, at denne græsrodsbevægelse er blevet så populær, især fordi kodning bliver vigtigere og vigtigere i verden i dag. Det er vigtigt, at alle europæere kan være kreative med digitale teknologier, så de kan deltage fuldt ud i vores digitale samfund.”

Flyttet fra efterårsferien

I år holder EU Code Week fem-års-jubilæum, og kodeugen spreder sig over 14 dage fra den 7. til den 22. oktober. Det er en lille dansk sejr, udtaler den danske Code Week-kordinator, Kristian Langborg-Hansen:

”I de fire foregående år har EU Code Week ligget i uge 42, hvor danske skoler holder efterårsferie. I år kommer uge 41 med som kodeuge, og vi håber, at det får flere danske skoler til deltage i kodeaktiviteterne.”

Blandt de aktiviteter, som skolerne kan deltage i, er CodeWeek4All, hvor skolerne forsøger at få så mange elever som muligt til at kode. Hvis flere end halvdelen af skolens elever deltager, modtager skolen et Certificate of excellence in coding literacy fra Europa-Kommissionen.

Selvom de fleste aktiviteter typisk ligger i selve kodeugen, så har bevægelsen det motto, at alle uger er kodeuger, så man kan lægge sine arrangementer på det tidspunkt, der passer bedst.

 

Baggrund

EU Code Week blev oprettet i 2013 af gruppen Young Advisors for the Digital Agenda for Europe. Bevægelsen er vokset hurtigt. I 2013 deltog 10.000 mennesker. I 2014 prøvede flere end 150.000 at programmere. I 2015 var dette tal 570.000, og i 2016 fik 970.000 mennesker udvidet deres digitale horisont.

EU Code Week-bevægelsen drives af frivillige ambassadører, som kordinerer arrangementerne i deres eget land, men alle kan lave et kode-arrangement og føje det til Code Weeks kort over begivenheder. Europa-Kommissionen støtter EU Code Week som en del af dens strategi for Digital Single Market.